CD RELEASES

REVIEWS

Om operaen De Mørkeblå Lillakvinder i Villakvartererne fra 2018 – operaen blev opført i maj-juni 2019 på festivalen KLANG i Koncertkirken på Nørrebro:

"I en ny hårdtslående opera, 'De Mørkeblå Lillakvinder i Villakvartererne', får man hamret sex og vold i hovedet i halvanden time i et stærkt fortættet tonesprog i, hvad der må være det mest endimensionelle stykke musikdramatik i nyere tid. Her er der egentlig ikke brug for publikum. Vi må gerne lytte med, men der er ikke overladt meget til lytterens fantasi. Det, du ser, er det, du får – og det er mørkt og hårdt."

"Musikken er voldsom og fascinerende. Med lange seje klange i søjler, der laver et tungt bundtræk stavelse for stavelse gennem alle 90 minutter. Holmen har en dejlig konsekvens i sin tilgang."

"Jeg selv sad lidt uberørt tilbage i Koncertkirken, men på rækken bag mig var der vrede og diskussionslyst over at have fået hamret en stereotyp kvindefigur i hovedet i halvanden time. Nanna Bugge Rasmussen var virkelig overbevisende som hysterisk, psykotisk kvinde, men hvad er det egentlig for en hovedpointe at stille an med i 2019? Jeg gætter på, at Holmens opera har sin provokatoriske kraft, fordi man ikke kan diskutere ned entydigheden i hans udtryk."
– Henrik Friis, Politiken 2019 

Sjældent har jeg hørt så kompromisafvisende og murstenstungt et værk. Selv sin egen libretto, skrevet af Jesper Lützhøft, virkede operaen i lange stræk uinteresseret i; den kunne i al væsentlighed lige så vel have brugt telefonbogen eller nærmeste medicinleksikon som sin tekst. Det havde måske endda passet bedre til det musikalske udtryk, som i sit centrum havde noget så anakronistisk som en rendyrket atonal vokalmelodi. En melodi, som node for node blev fulgt slavisk af et seksten mand stort ensemble med klynger af knudrede klange – som en saboterende dødvægt, der udstødte sit harmonikasammenstød af kromatiske clusters, hver gang en af de fem sangere på scenen åbnede munden. Hvorfor denne spøgelsesagtig-totalitære skrivestil? Formentlig bare fordi!
– Sune Anderberg, Seismograf 2019

"JESPER Holmen har skrevet en musik, der på den ene side lægger et mørkt og truende tæppe under handlingen – dybe strygere som celli, kontrabas, bratsch, basklarinetter og valdhorn forener sig med tungt skyts fra slagtøjet – på den anden side vælger at følge sangstemmernes parlando nøje. Der er få kontraster, men loyal støtte til sangerne. Det er Jesper Holmens første opera, han har foretaget et lidt forsigtigt men klart valg, tilsyneladende både for at ramme den mærkelige tone i historien, der næsten er som en slags Beckett i operaform, men også for at bære ganske vanskelige sangpartier godt gennem udfordringerne."
– Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersDH 2019

"Sangerne har dog den mulighed i store registerspænd af stikke af fra instrumenterne, så de indimellem kommer op over den musikalske dybe sump, ligesom instrumenterne enkelte få gange undslipper talens prosodi og går amok for eksempel i Adele og Leons knaldescene. En stærk scene i øvrigt, hvor Adele under stort skuespil selv forfører Leon i en slags selvfortærende agression."

"Lillakvinderne har det ikke godt. Og de er heller ikke nemme at leve sammen med. Der er heldigvis ingen gode eller onde i Jesper (Lützhøft, o.a.) og Jexpers opera, men som med en rigtig tragedie er dramaet karakterernes eget. Det er stærk poesi og det er stærk musik."
– Camilla Marie Dahlgreen, Information 2019 

Om cellostykket G.T.S.C fra 2018:
"en unuanceret serie af vilkårlige intervaller, der kun få gange afviger fra fortissimo."
– Mads Hæsum Christensen, Seismograf 2019

Om kvartetten Attempt fra 2000:
"Det er vildt fortissimo fra ende til anden, hårdt for ørerne, men jo mindre man har at sige, des højere må man sige det for at blive hørt. Alligevel holdt man efterhånden op med at høre efter."
– Jan Jacoby, Politiken 2000

Om min debutkoncert i 2001:
"gebrækkelige musikalske optrin, der kun præsenterer forgrund og baggrund, ingen nuancering eller detaljerigdom."
– Anders Beyer, Information 2001